Styrkeprofiler måler ikke det samme
Ordet styrkeprofil bruges om meget forskellige værktøjer. Nogle identificerer karakterstyrker, andre talenter, energigivende arbejdsstyrker eller typer af arbejde, og Belbin beskriver observerbare arbejdsbidrag i samarbejde. Derfor giver det mere mening at sammenligne modellerne på, hvad de faktisk måler, end på hvor mange styrker de viser.
CliftonStrengths: talenttemaer og styrkebaseret udvikling
CliftonStrengths fra Gallup arbejder med 34 talenttemaer fordelt på fire domæner. Gallup beskriver temaerne som mønstre i det, mennesker naturligt gør bedst, og har opbygget et omfattende forsknings- og rapportunivers omkring styrkebaseret udvikling, engagement og performance.
Standardvurderingen tager udgangspunkt i personens egne svar. Gallups styrke er den store forsknings- og anvendelsesplatform og et meget udviklet sprog for talenter. Hvis spørgsmålet specifikt handler om, hvordan andre oplever personens arbejdsbidrag, kræver det supplerende feedback eller andre datakilder.
VIA: karakterstyrker og positiv psykologi
VIA Survey måler 24 karakterstyrker. VIA beskriver dem som positive træk, der påvirker hvordan mennesker tænker, føler og handler, og har et omfattende psykometrisk og forskningsmæssigt fundament. VIA gør samtidig klart, at standardmålingerne fokuserer på styrker og ikke forsøger at måle svagheder eller deficits.
VIA har også eksperimentelle forskningsinstrumenter til blandt andet optimal brug af karakterstyrker og partnerperspektiver. Det gør VIA forskningsmæssigt interessant, men konstruktionen er stadig karakterstyrker – ikke et instrument udviklet specifikt til at beskrive arbejdsbidrag i teams.
Strengthscope: arbejdsstyrker, energi og performance-risici
Strengthscope definerer styrker som underliggende kvaliteter, der giver energi og som personen er god til eller har potentiale til at blive god til. Modellen arbejder med 24 arbejdsstyrker og beskriver også performance-risici, herunder styrker der bruges i den forkerte situation eller med den forkerte person.
Strengthscope er den af de kendte styrkeprofiler, der metodisk ligger tættest på flere af de spørgsmål Belbin også arbejder med. Der findes et særskilt Strengthscope360-produkt med rater-feedback, og StrengthscopeTeam analyserer teamets kollektive styrker og risici.
Working Genius: præferencer for forskellige typer arbejde
Working Genius organiserer arbejde omkring seks typer af bidrag og bruges til at tale om, hvilke dele af arbejdet der opleves som genius, competency eller frustration. Udbyderen oplyser selv, at reliability- og outcome-studier er gennemført, men at validity research endnu ikke er publiceret.
Det gør ikke modellen uden praktisk værdi. Det betyder blot, at dens offentlige empiriske dokumentation på nuværende tidspunkt bør beskrives anderledes end modeller med en længere peer-reviewed valideringshistorik.
Belbin: arbejdsbidrag, bagsider og flere perspektiver
Belbin beskriver ni Teamroller som observerbare arbejdsbidrag i samarbejde. Individrapporten kan kombinere personens Self-Perception med strukturerede observatørvurderinger, og hver Teamrollestyrke er koblet til en tilladelig svaghed. Det gør styrken relationel: spørgsmålet er ikke kun, hvad personen selv genkender, men også hvad andre faktisk oplever i arbejdet.
Belbin kan desuden bevæge det samme datasprog fra individ til arbejdsrelation og team. Det gør det muligt at undersøge, hvilke styrker teamet samlet har adgang til, hvor der er overlap, og hvor bestemte bidrag er afhængige af få personer.
Fem spørgsmål før I vælger en styrkeprofil
- 01
Hvad skal profilen beskrive? Karakter, talent, energi, arbejdspræference eller observerbart bidrag?
- 02
Hvem leverer data? Er resultatet alene selvrapporteret, eller kan relevante andre perspektiver indgå?
- 03
Hvordan behandles bagsiden af en styrke? Ignoreres den, beskrives den som risiko, eller er den integreret i selve styrkelogikken?
- 04
Bevares konteksten? Kan profilen hjælpe med at forstå, hvornår styrken faktisk skaber værdi – og hvornår en anden tilgang er mere relevant?
- 05
Kan indsigt løftes fra individ til relation og team? Hvis formålet er samarbejde eller teamperformance, er det afgørende, om modellen kan arbejde med mere end personens egen profil.
Forskning er ikke det samme som produktbevis
Gallup, VIA og Strengthscope har alle publiceret eller samlet omfattende forskning om styrker. Det er værdifuldt og bør bruges aktivt. Men findings om styrkebaseret udvikling dokumenterer ikke automatisk alle produkter i kategorien, og forskning i én profil validerer ikke en anden.
Derfor skelner vi mellem kategori-evidens, mekanisme-evidens og instrumentspecifik evidens. Den tilgang gør det muligt at bruge konkurrenters stærke findings til at forstå, hvorfor styrker betyder noget – uden at forveksle det med et bevis for, at én bestemt profil er den bedste løsning.
Hvis styrken skal omsættes til handling
Når styrken er identificeret, begynder det næste spørgsmål: Hvornår skal den bruges? Det er her shot-selection bliver relevant. Styrken skaber ikke automatisk værdi, fordi den er høj i en profil. Den skal passe til situationen, relationen og det, teamet har brug for nu.
Se den samlede introduktion til styrkeprofiler, hvis I vil begynde med kategorien før I vælger metode.
